11 maj 2020
w

4

k
René Hjorth
Pizza!

Lad mig starte med at sige at jeg aldrig har smagt en god glutenfri pizzabund, så denne er ikke glutenfri – så blot nogle gode opskrifter og råd for en pokkers god LFM-pizza 🙂

Pizza til 2 – eller aftensmad + madpakke?

Først bunden:

  • 115 g lunken vand
  • 1 tsk ufarvet eddike
  • 2 g rød tørgær – eller 10 g frisk gær opløses i vandet
  • 1 spsk olivenolie
  • 200 g fintsigtet økologisk speltmel
  • 1/2 tsk fint salt
  • evt 4 g pizza enzymer *)

*) Disse enzymer er en “trylle-ingrediens” der både gør dejen meget nem at arbejde med, og giver en meget spød og luftig pizza. De er ikke strengt nødvendige, men hjælper til et langt bedre resultat. De kan købes her.

Alle ingredienser kommes i en skål og æltes godt sammen – på en maskine er det først 4-5 minutter på lav hastighed og derefter 4-5 minutter på mellemhøj hastighed.

Dejen spændes op til en kugle (vikles ind under sig selv), smøres med olivenolie, kommes i en skål og hæver ca. 45 minutter. Imens tændes ovnen på ca 260-275 gr traditionel varme.

Tips: Hvis du har en bagesten eller et bagestål er det helt perfekt til pizza. Kom det i ovnen før den tændes og lad den varme op 10 min længere.

Tomatsovs til 2 pizzaer:

  • 1 lille ds koncentreret tomatpure (70 g)
  • 70 g koldt vand
  • 1/2 tsk sukker
  • 1/8 tsk fint salt
  • 1/2 tsk tørret oregano eller basilikum
  • lidt finthakket forårsløg (kun det grønne) eller lidt purløg
  • 1 tsk olivenolie

Piskes godt sammen (du skal kun bruge ca det halve)

Når dejen er færdig med at hæve:

Drys lidt groft majsmel på bordet og vend dejen ud. Pizzaen “trykkes og trækkes” ud til den rette størrelse og lægges på et stykke bagepapir (se billede herunder hvordan man starter):

Herefter skal pizzaen lægges på bagepapir og på en bageplade eller en pizzaspade.

Derefter fyld på pizza: Der startes altid med tomatsovsen i et tyndt lag (ikke mere end billedet herunder):

Forslag til fyld:

  • Marinara: Tomatsovs, hvidløgsolie og kun lidt mozzarella
  • Napoletana: Tomatsovs, lidt ansjoser og kun lidt mozzarella
  • Margherita Tomatsovs, frisk mozzarella og frisk basilikum
  • Vesuvio: Tomatsovs, mozzarella, skinke
  • Hawaii: Tomatsovs, mozzarella, skinke, ananas tern fra ds
  • Al Funghi: Tomatsovs, mozzarella, østershatte og hvidløgsolie
  • Calzone: Tomatsovs (serveres til), mozzarella, skinke og parmesanost (indbagt)
  • Al Pomodoro: Skiver af friske cherrytomater, mozzarella og frisk basilikum
  • Al Rucola: Mozzarella, friske cherrytomater; rucola og parmesanost tilsættes efter bagning
  • Al Quattro Formaggi: Tomatsovs, mozzarella og 3 andre slags oste
  • Al Roberto: Tomatsovs, mozzarella; parmaskinke, rucola og parmesanost tilsættes efter bagning

Fyldet kommes på og pizzaen kommes i den drønvarme ovn – enten direkte på en bageplade lidt nede i ovnen, eller på den meget varme pizzasten / bagestål.

Pizzaen bages 6-12 minutter, til den har fået farve og er blevet lidt sprød.

NB Husk at dette er en pizza til 2 personer eller 2 måltider – så server gerne lidt salat til hvis i er meget sultne.

Anbefalinger om fyld/råvarer:

  • Ost, frisk mozzarella: Det kuglen der ligger i en pose i saltvand. De findes af komælk og bøffelmælk; sidstnævnte smager klart bedst naturel, men på pizza kan det næsten ikke smages – så køb den billige.
  • Ost, revet mozzarella: Finder du en fast blok mozzarella er det bedst at rive den selv, da den smelter bedst – eller køb færdigrevet mozzarella. Den indeholder lidt kartoffelmel/antiklumpningsmiddel og det er ærgerligt da det begrænser smelteevnen, men det er OK på LFM
  • Pizzatopping: Er en blanding af mælkeproteiner og vegetabilsk fedt – det kan af en lang række årsager ikke anbefales.
  • Vegansk “ost”: Er en blanding af fedtstoffer og stivelse – det er ikke ost, og det er ikke særligt sundt – jeg anbefaler det ikke.
  • Skinke: Kig på deklarationen for at sikre at løg/hvidløg ikke er tilsat, og står der bare “krydderier” er der her en risiko.
  • Pizzasovs: Kig på deklarationen, nogle er kun tomat, salt, sukker og basilikum og er derfor ok, men andre indeholder også lidt løg (og er derfor ikke ok)
  • Pepperoni / Salami: De 99% på markedet indeholder hvidløg og løg og kan derfor ikke anbefales – men kig på deklaration hvis du savner det
  • Pølser: De godkendte pølser kan snittes i mindre stykker og kommes på, men cocktailspølser indeholder løg/hvidløg og er ikke ok
  • Muslinger, rejer og tunfisk er ok ved LFM – dog anbefaler jeg det ikke pga konsistensen de får på pizza
  • Æg, bacon, kødsovs (hjemmelavet), ananas m.m. er OK – men husk at jo mere fyld, jo mindre sprød bliver pizzaen.

4 Kommentarer

  1. Celina

    Hej!
    Jeg skal til og igang med flere af dine spændende opskrifter. Jeg har købt alm tørgær istedet for rødgær. Er det helt forkert?

    Svar
    • René Hjorth

      Næh, almindelig tørgær er bestemt også ok. Du skal holde øje med om du føler det har hævet nok, og evt forlænge hævetiden.

      Svar
  2. Mette

    Kan man mon lave den koldhævet?

    Svar
    • René Hjorth

      Det vil jeg tro – 1/4 gær og langtidshævning på køl…

      Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Hurtig pastaret med tomat og bacon

Hurtig pastaret med tomat og bacon

Eller blot "Nor’s pasta" som vi kalder den herhjemme, som hyldest til vores snart 5’årige barnebarn - der altid kan spise 3 store portioner 🥰 Denne ret er hurtig og børnevenlig hygge-mad, til en dag hvor det skal være hurtigt og lækkert (og ikke behøver at være...

læs mere
Mini-frikadeller med kartoffelmos og flødesauce

Mini-frikadeller med kartoffelmos og flødesauce

Eller mere korrekt, sveriges nationalret og IKEA-klassikeren: "köttbullar med potatismos och gräddsås" Det er en klassiker elsket af børn og voksne (og selv laver jeg den for sjældent) - her både low fodmap og glutenfri. Nok til 3-4 personer: Små runde...

læs mere
Koldskåls crunch

Koldskåls crunch

Eller muesli der smager lidt af kammerjunker - god på koldskål og skyr m.m. En sprød sød havre-crunch med smag af vanilje, kardemomme og smør - god til det meste, især koldskål ... og du må spise en del 🙂 Havre/kerneblanding: 400 g grove økologiske havregryn 50 g...

læs mere
%d bloggers like this: