At spise ude med Low FODMAP

Indrømmet – noget af det værste ved at have fulgt diæten i 2½ år er når vi ikke spiser hjemme.

Men det kan lade sig gør – her er nogle af mine tips, en liste jeg sender til restauranter / hoteller – og også lidt af de restaurantbesøg jeg husker bedst for positive oplevelser.

Restauranter – planlagt – min liste

Når vi taler restauranter i middel til den høje prisklasse, så er min generelle oplevelse at de er fantastiske til at tilpasse menuen hvis bare de får besked en uges tid inden.

Jeg har lavet en liste som jeg holder opdateret – og når vi skal ud og spise problematiske steder (især når det er med middag i pakken) så sender jeg den i god tid inden vi ankommer. Det er vigtig at understrege at det ikke er allergi så de skal ikke være nervøse for krydskontaminering i køkkenet eller “spor af xxx” i maden.

PDF – hvis du vil sende min og have det nemt (husk at skriv dit telefonnummer i maillen): Til køkkenet 2019 public

Wordfil – så du selv kan tilpasse og skrive dit navn / telefonnummer: Til køkkenet 2019 public

De steder jeg lige husker vi har brugt, er blandt andre: Hotel Viking, Hotel Vejlefjord, Varberg Stadshotell, På Vejlefjord havde de endda gjort et stort nummer ud af det jeg fik lignede min mands til forveksling.

Restauranter – uplanlagt

Generelt når vi går ud og spise uden at det er planlagt, vælger vi steder hvor vi kan få noget der er direkte Low FODMAP eller hvor vi ved at tage enkelte elementer ud af retterne kan gøre det spiseligt for mig.

Jeg er så heldig at jeg kan spise en halv burgerbolle uden store gener, så f.eks. kan jeg for en gourmet blot vælge at levne overbollen (f.eks. Skaal) – eller f.eks på en bøfrestaurant – kan jeg spise det meste og blot springe sovsen over.

Sushi spiser vi ofte – og her får jeg ganske givet lidt mere avocado eller panering end jeg burde men hvis man passer på, så kan man faktisk spise meget god sushi.

Street Food kan være vanskelig, men på Tivoli Foodhall spiste jeg sidst en Spice Tuna Bowl hos Kung Fu (ris, grøntsager og tun).  Og i Aarhus er min absolutte favorit Bánh Mì Bandits som laver en Bandit Bowl, en FANTASTISK salat med ris, kål, kød og gode dressinger. Jeg har spist den 3 gange uden at få det dårligt bagefter, og vi er blevet så meget fans af den salat, at min mand har udviklet vores egen version (men det er så besværligt at lave at vi ikke har skrevet en opskrift endnu).

En af de bedste walk-in oplevelser var på Raa Nordic Brasseri & Bar i Aarhus. Vi boede på hotellet (Radisson Blu) og havde egentlig planlagt at tage på vort favorit sushi sted i Aarhus, men vi var lidt trætte og besluttede os for at tage lidt let og noget godt vin på hotellet (det har vi før haft gode oplevelser med netop her). Der var ikke ret mange spisende gæster den aften, og da vi bestilte (til mig en hønsesalat, noget vildt med en kartoffel-fondant og en lille dessert jeg ikke kan huske) bad vi om de kunne lave smørsovs i stedet for den sædvanlige kraftsauce fordi jeg ikke må få løg.  Kort efter vente tjeneren tilbage og spurgte om persille og hasselnød var OK – så de lavede en brunet smør med netop persille og hasselnød i. Fantastisk velsmagende og god til det søde vildtkød; vi var heldige at de havde tiden samt avede den samme brunede smør til en anden forret – gratineret blomkål. Den smør har vi selv kopieret nogle gange efterhånden.

Forvent ikke at man altid får den service når man ikke har forberedt restauranten. Vi var heldige at de ikke havde travl og at de havde en køkkenchef som havde overskud og lyst til at være det. Vi takkede også mange gange og havde en lille snak med køkkenchefen.

Men hvis du ser menuen og kan se at der er noget der virker, så har du en backup-plan. Hvis der er noget der lyder mere spændende, så spørg ind til om de kan fjerne uheldige elementer. Sovs er klart det sværeste – de fleste vil jo bruge løg. En pizza-pasta restaurant er heller ikke det rette valg, med mindre de har en glutenfri version og du sikrer dig det ikke indeholder bønne- eller kikærtemel eller anden High-fodmap.

Private selskaber

Dette er nok en af de sværeste – for hvordan klarer man det uden at fornærme en vært(-inde) der har gjort sig umage med en menu?  Men i dagens Danmark kan man altså godt på forhånd spørge ind til maden og så tage supplering med selv – typisk tager jeg noget “rugbrød” med, eller nogle hjemmebagte boller eller Sandwichbrød / Groft sandwichbrød afhængig af måltidet. Ofte kan jeg også have lidt muffins eller småkager med – ikke altid hjemmebag, nogle få af de glutenfrie småkager og knækbrød er faktisk velsmagende.

Nogen er bedre end andre til at indrette – og flere af vore venner og familie går virkelig langt for at sikre at jeg også må spise maden, men det er ikke noget jeg forventer.

Så hav’ altid laktase med så du kan klare mælkeprodukter der er brugt, og husk også at en lille smule mel (f.eks panering) er helt OK.

Firmaarrangementer

Ved det sidste firmaarrangement jeg var til, var der traditionel julebuffet. Så her havde jeg 6 skiver af “rugbrødet” med.  Jeg sprang sild over, men tog en fiskefilet og 3-4 lakseruller (flødeost, så tog en laktase) til forret, andelår, flæskesteg og brunede kartofler, lidt frisk rødkålssalat til hovedret og risalamande (endnu en laktase) samt ostene til dessert.  Dertil rigelige mængder snaps og gin/tonic. så jeg syntes ikke at jeg savnede noget 🙂

I november var vi til teambuilding, og jeg havde inden da sendt min liste til arrangøren. Så frokosten – der var sandwich til de andre – var til mig et stort stykke stegt kyllingebryst med sprødt skind, lagt på nogle grøntsager (gulerod og agurk i tynde “skræller”) uden dressing. Fantastisk, tror faktisk der var flere der misundte mig det mens de gnaskede i deres vegetarsandwich (hvorfor sender de vegetarsandwich til 4 når der kun er en vegetar?).

Teambuilding sluttede med aftensmad på Madklubben Grill – her havde de også fået min liste og serverede tilpasset til mig, men næsten det samme som de andre fik: Tuntatar uden “sprød ris” (da der var high fodmaps i), RIb Eye med en tilpasset sauce bordelaise i stedet for Bearnaise og peber sauce. Desserten var Citronfromage – de havde faktisk misforstået og begyndte da vi ankom at tale om noget frisk frugt i stedet, men jeg sagde citronfromage var okay (det er min livret blandt desserter) hvis bare jeg tog laktase.

Fastfood

Indrømmet, vi har også nogen gange brug for noget hurtigt og nemt. Glutenfri McFeast uden løg, med pomfritter og McFeast dressing er LFM. Desværre er deres ketchup og pomfrites sauce er IKKE ok.

Burgerking har også glutenfrie boller, men har nogle gange serveret en meget tør bolle.

Vores lokale pizzariaer laver Nachos med kylling,  grilkylling med pommes frites, bagte kartofler eller salat; men det bliver nu lidt trættende i længden. Salat og bagt kartoffel gider jeg ikke, men måske det er noget for dig?

(Visited 742 times, 1 visits today)

Her tænker du på “At spise ude med Low FODMAP”

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.